Stranden bliver holdt ren af smart sandrenser

For at gøre Hvidovre Strand klar til dagens badegæster kører Vej og Park med en sandrenser, der både fjerner tang og affald.
30. juli 2019

Det er blevet strandvejr, og det betyder masser af gæster på Hvidovre Strand. For at give strandgæsterne en god oplevelse, så står medarbejdere fra Hvidovre Kommunes Vej og Park-afdeling tidligt op for at rydde stranden for tang og affald, inden stranden bliver indtaget af badeklare borgere.

Men hvor oprydningen tidligere foregik med håndkraft har Vej og Park siden sidste sommer haft en særlig sandrenser-maskine, som de kører med stort set hver morgen her i sommerhalvåret.

”Tidligere tog det en evighed at hive tangen fra med håndkraft, og det var virkeligt et knoklearbejde for vores medarbejdere. Men efter inspiration fra Køge Kommune blev vi opmærksomme på muligheden for at investere i en sandrenser-maskine, som vi kan sætte bag på en af vores traktorer. Så kan vores folk køre i den og fjerne tang og affald, og hvad der ellers kan ligge på stranden om morgenen,” fortæller Kurt Nielsen, der er driftsleder i Hvidovre Kommunes Vej og Park.

Det er primært tang på stranden, som sandrenseren fanger op, men også affald som fx engangsgrill, glasskår, cigaretskodder og glemte tøjdele tager sandrenseren op. Og netop det faktum, at det ikke udelukkende er tang, der ender i sandrenseren, får Kurt Nielsen til at komme med en opfordring.

”Vi har skraldespande på stranden, så det ville være fint, hvis man lige husker at smide sit affald i skraldespandene,” siger Kurt Nielsen, der tilføjer, at der er opstillet to særlige affaldsspande på stranden, som er til brugte engangsgrill.

Hvor meget tang og det såkaldte fedtemøg (betegnelse for brunalger), der ligger i vandkanten på Hvidovre Strand afhænger af vindforholdene. Hvis der er pålandsvind, hober tang og fedtemøg sig sammen, og så kommer Vej og Park og sandrenseren virkelig på arbejde. En klargøring af stranden kan godt tage 3-4 timer.

”Vi gør, hvad vi kan for at holde stranden pæn, og vi får fat i meget tang og affald, men det her fedtemøg, der er i vandkanten, kan vi ikke altid få fjernet 100 procent. Så selvom det ikke lugter godt, så skal strandgæsterne vide, at der ikke er noget farligt over det,” siger Kurt Nielsen.

På hvidovre.dk kan man se de aktuelle badevandstemperaturer for Hvidovre Strand.