Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Talentprogram

Her kan du læse mere om Hvidovre Kommunes talentprogram

TALENTHOLD

Generelt om talenthold

I Hvidovre har vi et talentprogram målrettet dygtige og særligt motiverede elever, der har lyst til og kan have udbytte af at deltage i et særligt tilrettelagt og fagligt udfordrende program. Talentprogrammet er en del af Hvidovre Kommunes Kvalitetsløft af folkeskolerne.

Udover en direkte effekt for målgruppen skal talentforløbet også ses som et bidrag til at hæve overliggeren i skolen, løfte fagligheden og stimulere såvel elevers som læreres ambitioner.
Derved sigter tilbuddet mod ikke blot at ramme de deltagende talentfulde elever, men også at give en synergieffekt i hjemklasserne.

Talentholdene etableres på tværs af skolerne, dækker en bred vifte af faglige områder og er et undervisningstilbud, der finder sted uden for almindelig skoletid og supplerer den almindelige klasseundervisning. Talentundervisningen er kendetegnet ved en høj faglighed, der i temaer og niveau rækker videre mod ungdomsuddannelser og videre uddannelser.

Siden 2012/2013 har der været talenthold på forskellige skoler i Hvidovre. Du kan læse mere om de forskellige talenthold herunder:

Science

Sciencetalentholdet for elever i 8. og 9. klasse skal i år arbejde med temaet "Vores værdifulde grundvandsressource". På talentholdet vil der blive arbejdet med det biologiske, geografiske og etiske perspektiv. Undervisningen foregår i samarbejde med Københavns Universitet, som åbner deres laboratorier og giver eleverne mulighed for at arbejde professionelt udstyr.  

Du kan læse mere om talentholdet i science her (pdf)

Matematik

På talentholdet i matematik arbejder vi med nye faglige udfordringer, som vil dygtiggøre dig indenfor matematikfaget. Vi skal også dykke ned i matematikfaget på nye måder. Vi skal bl.a. via erhvervsbesøg undersøge koblingen mellem faglig teori og praksis. 

Du kan læse mere om talenthold i matematik her (pdf)

Robotteknologi

På Robotteknologi skal vi arbejde med at bygge og programmere robotter til at løse forskellige opgaver og problemer. På talentholdet skal vi arbejde med LEGO-Mindstorms. Vi skal designe og bygge en robot, der kan deltage i Robocup konkurrencen. Derudover skal vi på en tur ud at se på virkelighedens robotteknologi.

Du kan læse mere om robotteknologi her (pdf)

Madkundskab

På talentholdet i madkundskab får eleverne nye udfordringer i forhold til råvarer, tilsmagning og præsentation af maden. Eleverne skal lære svære teknikker, de bliver præsenteret for usædvanlige råvarer og de vil lære at lave mad til mange mennesker. Talentholdet vil også besøge Hotel- og Restaurantskolen.

Du kan læse mere om talentholdet i madkundskab her (pdf)

Foto

På talentholdet i foto kan du dyrke din interesse og dit talent indenfor foto og visuel fortælling. Du vil lære , hvad der skal til for at opnå et professionelt niveau og du får mulighed for at fordybe dig i foto-kunstformen. Den internationalt anerkendte fotograf Jamil GS vil deltage i undervisningen som gæstelærer. 

Du kan læse mere om talentholdet foto her (pdf)

    Filmfortæller

    Drømmer du om at lave dine egne film, så er dette holdet for dig. Du får værktøjerne til at lave dine egne film og gøre drøm til virkelighed. Du kan arbejde både foran og bagved kameraet. 

    Du kan læse mere om talentholdet filmfortæller her (pdf)

    Særligt om Covid-19

    På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at afvikle undervisningen på kommunens talenthold grundet covid-19 restriktioner.
    Eleverne fra 7. til 9. klasse vil dog i denne periode blive præsenteret for kommunes talenthold på deres skoler. Vi har valgt at gennemføre introduktionen til holdene, samt tilmelding og udvælgelse, sådan at hvis det viser sig muligt at gennemføre talentholdsundervisningen efter 2. januar, står vi klar med holdene, samt med et program.